About my boobs. – Line Hoffmeyer
Beautylyfe Hverdagslyfe Rejselyfe

About my boobs.

 

Indeholder reklame

Jeg er på rigtig mange måder det man vil kalde lettere uinteresseret i modebranchen. Jeg kan ikke fremmane særlig mange holdninger til den, faktisk. Udover at jeg selvfølgelig kan se i en tøjbutik, hvad jeg kan lide og hvad jeg ikke kan lide.

En ting ved industrien, der dog kan få mig til at undres gang på gang, er bryst/hofte dimensioner i tøj. Det er som om at alle der laver skjorter, t-shirts, kjoler, og bikinier tror, at hvis man er kæmpestor om barmen, så er man det også om taljen. Og hvis man har en forholdsvis smal talje, har man også et forholdsvist smalt bryst. Altså, hvad???

Jeg forstår det bare ikke. Jeg er sgu da ikke den eneste. Sajøst, hvad med alle dem som er helt vildt slanke og får store silibabser? Hvad gør Linse K? Det er noget jeg virkelig godt snart gad at få svar på.

Mine er naturlige. Jeg er curvy. Men ifølge tøjindustriens logik, passer min krop ikke sammen. For det er, hvad jeg vil kalde fysisk umuligt at skrue mit torso ned i en skjorte så det ser pænt ud.
Enten skal den passe på brysterne, og så poser den simpelthen noget så kartoffel-sæk-agtigt på maven og hoften. Hvis den passer på maven og hoften, får de alle sammen sådan et fedt look, hvor det ligner, at knapperne over brystet hvert minut kunne springe op og straffe den første person, der lægger sine øjne et sekund for længe på den region.

Bevares, det er da fint med sådan en skræmme-kampagne. ”Eyes up here, mate, du kan blive blind hvis du kigger derned.”

Det er det samme med bikinier. Jeg hader bikinishopping. Hvis du har store bryster i Danmark kan du måske vælge mellem seks forskellige bikinitoppe. Otte på en god dag. Nogle butikker laver endda også den lækre finte at sælge i sæt. ”Skal du have en XXL bikinitop? Jamen, så skal du da klart også have en XXL bund”, og så man fandeme købe et sæt i medium OG et sæt i XXL og spørge ens venindekreds, om der er nogen med en rigtig stor numse og medium størrelse bryst, der kunne tænke sig sådan at indgå en form for bikini-fællesskab. Det er der ikke, kan jeg afsløre.

Derudover giver det sig selv, at når udvalget er så lille, og man ikke har kunnet købe en bikini i H&M, siden man var 16, er det ikke så inspirerende. Og man tager sgu bare, hvad man kan få, og skider lidt på hvilken farve den har. Det er altså snyd. Jeg vil så gerne kunne vælge fra H&M.

Og i går skete det endelig. Gud havde hørt mine bønner. Okay, ikke gud. Men altså. C&A – som butikken hed. Jeg har aldrig været inde i butikken. Men vi gik forbi én – jeg er på konstant bikini jagt – og Lasse foreslog jeg gik ind og kiggede. Det er et meget H&M-agtigt koncept, så jeg tænkte bare at han ikke fattede en skid og BH størrelser. Men gik derind. Og der var de. Bikinierne for store bryster. I alverdens farver og størrelser. Og man måtte sgu oven i købet godt sætte dem sammen med en medium truss’. Havde jeg været bare den mindste smule præmenstruel havde jeg grædt. Men de salte tårer blev oppe på panden, for butikken havde ingen AC. Navnet siger, at de HAR et C, og de HAR et A, men de kan åbenbart ikke finde ud af at sætte dem sammen. De burde sgu udlevere birkeris ved indgangen og sige ”velkommen til saunahelvede!” på indfødt finsk.

Jeg købte to bikinier. Jeg havde under normale omstændigheder købt flere, men fik jeg nævnt, at AC’en ikke virkede? Det var en paradoksal følelse, selvom jeg følte mig enormt draget af bikini-heaven, var jeg eddermame også fyldt op af et gedigent flugt-instinkt af den slags som en 45 grader varm kæmpebutik forårsager.

Jeg købte de to bikinier og skred ud i noget luft. De er lige her, og som du har regnet ud, har jeg den ene på på billedet. Og fortrød straks jeg ikke holdt tropeklimaet ud bare lidt længere og købte flere. Men nu har jeg fandeme fundet ud af, at butikken også findes i Danmark. Det er næsten som at have fødselsdag. Sorry! Det virkede til den fandtes i City Vest i Århus og i Kolding Storcenter, men det har altså vist sig at de har lukket dem – deres Webshop shipper dog til Danmark!

You Might Also Like

16 Kommentarer

  • Svar
    Pernille Duborg
    2. august 2018 at 14:27

    C&A er guld! Jeg var for nylig i Gdansk, Polen, og den eneste grund til jeg nogensinde ville overveje at tage tilbage, er den butik. Absurd billig, stort udvalg, fin kvalitet. Jeg købte fx et jumpsuit til hvad der svarer til 50 danske kroner. Haps! PS. Du er smækker i ny bikini!

    • Svar
      Linedansen
      19. august 2018 at 13:35

      Ej men det er jo så dejlig en butik 😀

  • Svar
    Stine
    2. august 2018 at 16:13

    Fedt! Jeg har samme problem – den butik må jeg da prøve.
    Ellers kan jeg anbefale bravissimo.co.uk – de sælger undertøj, badetøj og tøj, til folk med bryster – også større end en D-skål 🙂

    • Svar
      Linedansen
      19. august 2018 at 13:36

      Har lige været inde og kigge nu, det der mega fedt ud – tak for tippet!

  • Svar
    Sabine
    2. august 2018 at 17:40

    Hvor er C&A i Danmark????
    Jeg elsker den butik, og blev total trist da den lukkede i Kolding. 😊

    • Svar
      Linedansen
      19. august 2018 at 13:37

      Det var desværre en fortalelse – jeg havde googlet mig til at de lå i Kolding, havde bare ikke fattet at den var lukket 😀

  • Svar
    Elvira
    2. august 2018 at 19:56

    Fedt! Ellers er der også noget på lace.dk 🙂
    Jeg har en naturlig 70J (K i tykkere perioder) og Medium i taljen. Det er UMULIGT! Nogle gange har de faktisk noget i Change.

  • Svar
    Jeanette
    5. august 2018 at 22:53

    Jeg indgår gerne i et form for bikini-fællesskab.. Jeg har nemlig det “samme” problem som dig, bare modsat; Stor bagdel, små boobs..! Det gør dog, at H&M er ret god mht mix & match 😉 Men jeg har flere gange kigget fine bikinier på nettet som kom i sæt, og tænkt “Øv….”

    • Svar
      Linedansen
      19. august 2018 at 13:37

      Haha, det lyder fandeme som en aftale Jeanette!

  • Svar
    Julie
    7. august 2018 at 10:41

    Jeg er præcis samme issues med størrelser og de danske butikker er ikke gode på bikiniområdet🤦🏼‍♀️ Jeg køber altid bikinier på bravissimo.com😊

    • Svar
      Linedansen
      19. august 2018 at 13:38

      Der var faktisk en anden, der anbefalede den også, den side må jeg altså til at benytte mig af.

  • Svar
    Mia
    9. august 2018 at 10:45

    Hold op hvor kender jeg bare din problemstilling! Bikinier er mit værste mareridt – det samme er de håbløse damer i undertøjsbutikkerne der siger: Ej, den sidder godt på dig, i håb om at sælge noget. (Selvom man kan se, hun egentlig godt ved, at det her er tæt på en umulig opgave).. Kommer oprindeligt fra Kolding, og hvor er jeg træt af nu, aldrig at have værdiget C&A et blik, når jeg har gået forbi der biks.. 🙂

    • Svar
      Linedansen
      19. august 2018 at 13:39

      jaja, de vil altid bare gerne sælge jo 😀
      haha, det er sgu også ærgerligt at de har lukket nu!

  • Svar
    Henriette Schlesinger
    10. august 2018 at 8:16

    Dit indlæg er som sendt fra himlen. Jeg sidder i bilen på vej til Hamborg og skulle lige underholde mig selv (læs jeg skal prøve at overleve bilturen med to børn og en kæreste der synger med på alle sange🤣) vi er altid i C&A men mest for børnetøjet, tror da lige mor skal have en ny bikini også 😜 jeg har samme udfordringer som dig 🙄 bh indkøb er også nærmest umuligt, fordi stor skål og lille omkreds heller ikke hænger sammen i undertøjsindustrien 🤦🏼‍♀️

  • Svar
    Cia Iversen
    12. august 2018 at 22:00

    Hvis du nu på mærkeligvis ender ved grænsen til Tyskland, så er der en C&A i Flensborg 💁🏼‍♀️🎉

    • Svar
      Linedansen
      19. august 2018 at 13:28

      EEEEej hvor lækkert tip! Tusind tusind tak for info. Jeg er fra Vejle, og man bliver aldrig for meget københavner til en god omgang grænsehandel jo!

Svar