Hjælp! – Line Hoffmeyer
Hverdagslyfe

Hjælp!

I går fik jeg hjælp fra en uventet kant. Jeg gik og spekulerede på at droppe ud af uni. Jeg ved ikke, om man kan kalde det at droppe ud, når jeg nu har tænkt mig at gøre min bachelor færdig. Men jeg overvejer at droppe kandidaten. Som jeg ellers har søgt ind på. Min bachelor er ikke så meget værd: Det er en humaniora-uddannelse på universitetet, så den skal altså lige have en kandidat ovenpå, før den ægte virker. Derfor føles det som en ret voldsom beslutning. Men jeg er på en måde færdig, for jeg har ikke så meget mere jeg gider at læse. Til gengæld har jeg fået øje på en masse jord, jeg gerne vil have under neglene.

Mens jeg gik og brændte hjernen af på overvejelser om at at brænde Københavns Universitet af, fik jeg hjælp i form af tredive minutters telefonsamtale. Det var Lasses kollega. Jeg kender hende ikke særlig godt. Jeg har læst hendes bog, og jeg har skrevet lidt med hende på de sociale medier. Ikke desto mindre ringede hun og pep-talkede mig i en halv time.

Det synes jeg var sejt, også fordi det gjorde mig selvbevidst. Jeg blev ret bange for, at jeg sgu nok ikke havde gjort det samme for så perifært et bekendtskab. Selvfølgelig for mine veninder, men for en dame, jeg har mødt i fem minutter? Jeg tror svaret er nej, og det er sgu pinligt. Vi skal hjælpe hinanden. Nejm du skal ikke taste et vilkårligt nummer ind og ringe og spørge en fremmed dame, om hun skal have noget hjælp vedrørende hendes uddannelse. Men hende jeg talte med bevæger sig indenfor en branche, som jeg måske ret godt gider være i. Det ved hun godt, at jeg gider. Så derfor gav det mening, at hun og ikke min gode veninde eller søster, der begge arbejder som sygeplejersker, ringede og rådgav. Jeg skal ikke være sygeplejerske, hvis du var i tvivl.

Hvis jeg var i en branche, og en næsten-fremmed havde brug for råd, er jeg bare ikke sikker på, jeg havde gjort det så godt, som hun gjorde det for mig i går. For jeg er nemlig bange for kvinder. Jeg er især bange for kvinder, der kan noget henad det samme som mig. Det gør mig utryg, og jeg tænker: “Åh gud, jeg kommer til at miste mit job til Dorte, der ringer og beder om min hjælp”, og så hjælper jeg sgu ikke Dorte. Men det skal jeg. For jeg er lige blevet hjulpet. Af en kvinde, der kunne ha’ tænkt om mig, som jeg tænkte om Dorte. Okay, der smigrer jeg mig selv for meget – kvinden der hjalp mig er mere veltalende end Danmarks tre sidste statsministre tilsammen, og skarp nok til at diskutere politik og aktualitet på et tårnhøjt niveau live i radioen hver dag, og hvis jeg bare er halvt så velformuleret som min 16-årige bonusdatter er det en god dag. Så well, well, nogen direkte konkurrent bliver jeg vist aldrig.

Men hun hjalp mig stadig og opfordrede mig til at komme over på hendes banehalvdel. Sådan en vil jeg også være. Jeg gider godt være sådan en, der spiller god fodbold og inviterer en anden lige så god spiller med på holdet, selvom det måske betyder, at jeg ikke længere er den eneste gode spiller. Fordi så er man et kærligt og rummeligt menneske, og det er vigtigere.

Jeg har været lidt misundelig på den her kvindes karriere. Lidt misundelig over, at hun er så meget mere veltalende end mig og har en smallere talje. Hun har pænere hår, og jeg gad godt have hendes job. Eller, du ved, et job som hendes. Men nu er jeg faktisk bare glad for, at jeg har hende. Og det var jeg egentlig allerede dengang jeg læste hendes bog (den kan du læse min anbefaling af lige her). Måske misundelig ikke er det rigtige ord, for jeg under hende det. Den slags er ikke held, og jeg synes generelt at det er kedeligt, når mennesker bliver misundelige på andre folks job og tilskriver det held. “Hun er fandeme heldig, at hun er på landsholdet!”. Ja. Eller også har hun bare trænet sine ben gule og blå hver dag efter skole, mens du legede med barbiedukker og spiste bolognese? Det er sjældent held. Jeg ved, at det ikke er held med hende jeg taler om; det er kvalifikationer. Så måske misundelig ikke er det rigtige ord, for det betyder vel ret beset, at man ikke under andre, det de har. Det gør jeg. Jeg gad bare også godt selv have det.

Jeg ved godt, det er pisse klistret, men skal vi ikke være lidt mere hjertelige og hjælpsomme? Det er hundrede procent en opfordring til mig selv, og det kan være jeg bare sidder her og udleverer, hvor klam en kost jeg kan være, når jeg føler konkurrence, og så er verden ellers overrendt af gode, givende mennesker, der langt fra kan nikke genkendende til det. I så fald må I grine godt og grundigt af mig, mens jeg bestræber mig på at være meget mere som alle jer, der ikke begriber noget af det, jeg har skrevet i det her indlæg.

You Might Also Like

3 Kommentarer

  • Svar
    Hej
    5. april 2019 at 16:29

    Det er pænt irriterende, at du ikke siger hvad det er for et job. Hvorfor fanden skrive et indlæg om det der??

  • Svar
    Sarah
    5. april 2019 at 16:50

    Word!!!

  • Svar
    Venterpaavinblog
    6. april 2019 at 8:08

    Folk der er gode til at dele ud og inkludere, er bare charmerende – min phd-studerende veninde har virkelig også mødt nogle af de typer der, og hurra fpr dem 😀

    – A

Svar