Kriseramt Line i 37 meters højde – Line Hoffmeyer
Hverdagslyfe

Kriseramt Line i 37 meters højde

Det er ikke særligt lang tid siden, at Stephanie Fisker sammenlignede mig med hendes søn. Hendes søn er ikke et par år yngre end mig. Han er nærmer det som jeg, med mine vel og mærke meget begrænsede matematiske evner, oplever som 25 år yngre. I lørdags blev den sammenligning understreget en smule

I lørdags var jeg nemlig med min fars side af familien i Urban Ranger Camp. Vi er tre generationer, ni fætre og kusiner, et hav at tanter og onkler, og så er der dælme også fire ordenligt søde unger som henholdsvis min ene kusine og ene fætter har produceret. HVER FOR SIG, hvor sindssyg tror du min familie er? De har kærester, der ikke er en del af familien. Eller jo, det er de nu. Men som sådan blodsbeslægtede er de altså ikke. Det her er et sidespor føler jeg.

Jeg opfatter den del af min familie som en slags klan. Lidt som The Kennedys. Bare lige minus detn der ubetydelige detalje med at have noget som noget magt. Der er ikke så meget som en byrådsmand i The Lauridsens, så sammenligningen med en familie, der på et tidspunkt har været verdens mest magtfulde, er i nogens øjne, måske også lidt et sidespor. Jeg synes personligt bare, at det er voldsomt passende.

Min kusine Renée arbejder i Urban Ranger Camp, og hun havde planlagt en aktivitetsdag for os alle sammen. Jeg vil lige indskyde, at hun måske er det menneske jeg sådan, set på et overordnet gennemsnitsplan, igennem mit liv måske har været tættest med udover min søster. Vi er født med et halvt års mellemrum, og var fra day one ret joined by the hip. Vi forgudede hinanden som børn, skændtes, bagte kager i sandkassen, lavede danseshows og skrev breve til hende fra vi kunne skrive vores første omvendte a. Jeg stoler seriølle både blindt, stumt og døvt på hende.

Så det vakte stor forvirring, da hun med et drillende smil fortæller mig, at vi skal rappelle ned af en 37 meter høj væg. Men altså i den forstand stoler jeg ikke en skid på hende. Hun driver gæk næsten lige så ofte som jeg selv, så jeg vidste godt at det var en prank. At den væg var for de professionelle rappellere. Vi får udstyr på og går i, hvad jeg betragter som en evighed, op ad trapperne. Jeg får øje på den væg, som jeg regner ud, at vi ægte skal rappelle ned af, den er vist en meter eller to, og jeg overvejer om jeg overhovedet tør. Men det viser sig, at det skal vi slet ikke endnu. Vi skal nemlig lave tillidsøvelse.

To og to. Jeg vælger selvfølgelig Renée, fordi min tillid til hende som sagt, siden jeg var otte måneder, har været pænt urokkelig når det kommer til alt andet end pranks. Vi skal gå på Line. Hun skal. Gå på mig. Ej æv, jeg håbede ellers jeg var for god til sådan en far-joke. Åbenbart ikke. Vi skal gå på line/ metalstolpe. To parallelle liner hvor alt vi kan støtte os til er en metalstang, som vi har fat i hver vores ende af. Det lyder sikkert ikke så slemt, men det er fordi det først er nu det går op dig, at linen var i 35 meters højde. Det lyder ikke slemt tænker du. Men når jeg nu fortæller dig, at det er højere end Rundetårn, og at linen var en metalstolpe, der kun lige var bredere end min fod forstår du, at det slet ikke var sejt. Der er ikke piss’ mange af de andre der tør. Ingen af vores forældre. Og jeg gør sgu heller ikke. Men noget jeg til gengæld gør, er at kende mig selv. Og jeg ved, at hvis jeg ikke gør det, og kommer hjem uden at have forsøgt, vil det hjemsøge mig resten af livet. Ok, jeg kunne tage derind igen. Men hvis man så kommer anden gang, og ved at det er vigtigt, så er det blevet bygget op i hovedet og så tør man slet ikke. Så jeg gjorde det.

På turen er der forhindringer. Et pisse smalt rør man skal over og et latterligt klammo vippebræt man skal gå på. Vi når en to-tre skridt ud, før jeg kigger på Renée og som et andet barn, der sidder midt i bleskfitning får jeg fremstammet at ”jeg vil ikke alligevel”. Mine ben rystede og kiggede 35 meter ned. Jeg havde tømmermænd, hvilket virkelig ikke gjorde noget som helst godt for min finmotorik. Så Renée griner og spørger, om jeg så hellere vil bakke tilbage? Det synes jeg jo at jeg hellere vil. Så Renée går i gang. Jeg ser hvordan hun gør og hun venter på jeg følger med, indtil jeg siger ”jeg vil ikke bakke alligevel”. Renée griner, og bruger et minut på en metalstolpe i 35 meters højde på at fortælle mig, at jeg godt gider. Og så gjorde vi det fandeme. Tilmed pisse hurtigt.

Min far, der kun alt for godt kender min finmotorik, måtte efterfølgende gå ned af trapperne igen, fordi han havde fået det jævnt utilpas over at se halvdelen af sin arvinger lege linedanser med et metalrør som støttepind.

Så skulle vi andre også ned, og gæt engang hvordan. Ja, du havde gættet det før mig, bravo. Væggen, jeg vurderede var for de professionelle rappellere. Sådan noget behøver man fandeme ikke være mere en 150 centimeter for at prøve. Det er seriøst kravet. Ædru og 150 centimeter. Folk er jo alvorligt vanvittige. Jeg havde samme mentalitet som ved linedansen, men jeg vidste godt, at jeg skulle udover rampen, bogstaveligt talt, i en fart før mine fødder blev iskolde. Og så gjorde jeg det fandeme. Lodret ned gik jeg, med ben som havrestå i en jævn til hård kuling, og hænder, der dryppede mere af vand end karklud, der er blevet tabt i håndvasken i går aftes. Men jeg gjorde det. Og jeg ved ikke hvor meget jeg nød det imens, men jeg var vitterligt høj på det i tre døgn efter.

Dernæst fik vi gasmasker på med gaffatape på udkigshullerne og så var der forhindringsbane. Igen to og to, og jeg gik med Renée. Big mistake. Hun havde prøvet den før, og var hele tiden den der fornuftige medarbejder der ”ikke ville ødelægge oplevelsen for mig” så jeg måtte ligesom selv finde ud af alting, mens hun bare gik bagved mig, mens jeg fandt vejen, og rørte ved min numse og spurgte ”hvad er det??”- Jeg ved godt den er flad og jeg er høj– ”en 35 meter høj rappellevæg, Renée, hvad tror du selv?”. Det tog os cirka et kvarter, og jeg var nær kastet op af grin undervejs. Det var klart min yndlingsforhindring. Vi har virkelig lignet de idioter vi ægte er, vi famlede, væltede, rutsjede, ragede og møvede. Og ingen blev snydt for synet, der er nemlig kameraer i forhindringsbanen, som resten af holdet kan stå og se livetransmission fra imens.

Det var virkelig den bedste lørdag, og vi blev sgu lige rystet ekstra sammen som familie – hvis vi overhovedet kunne det.



You Might Also Like

Ingen kommentarer

    Svar