Bonusmorbekendelser – Line Hoffmeyer
Bonusmorlyfe

Bonusmorbekendelser

Stærkt inspireret af min dejlige veninde Johanne (Nutidensmor), der er i tidernes morgen fandt på at lave et blogindlæg bestående af morbekendelser, kaster jeg mig nu ud i en helt ny genre. Det gør jeg blandt andet fordi i er mange, der kommenterer på skidtet når jeg poster noget bonusmor med sukker og fløde på instagram. Der er sgu ikke altid sukker og fløde på, og jeg blev faktisk lidt ked af, hvis jeg får sendt et signal om, at jeg bare er en stor jordbær med fløde tallerken af en bonusmor. For det er jeg altså ikke altid. Det er selvfølgelig med forbehold. Alt det her med at ’udleverer’ sine børn på internettet er jo noget man som forælder træffer et valg om. Det er bare ikke mit valg at træffe, fordi det at være bonusmor lige som også indbefatter at det ikke er mine børn. Men jeg kan sgu godt komme med udleverende bekendelser om mig selv. Vel og mærke bekendelser, som Lasses piger nok gerne ville sætte deres underskrift på.  

  • Jeg synes det er svært at lade dem komme til i køkkenet. Børn generelt. Selvfølgelig skal børn have mulighed for at lære at lave aftensmad, og det gør de ved at prøve. Mine forældre lod mig prøve og lod mig fejle mange gange. Og så spiste vi det alle sammen mens vi smilede lettere nervøst til hinanden over, hvor syge vi ville blive af den rødspættefilet jeg ikke helt havde forstået at stege. Eller de eksperimenterende gryderetter jeg lavede af ting jeg troede ville smage godt sammen. News flash, 14årige Line havde ikke sådan helt forstået at less is more. Der var ingredienser nok i de gryderetter til at brødføde en hel landsby i Tanzania. Og der var også eksotiske krydderier nok til at de ville være tilfredse. Jeg magter ikke at være for Lasses børn hvad mine forældre var for mine kogekundskaber. Det er projicering og det er noget forbandet svineri. For de er med al sandsynlighed langt bedre til det end jeg var dengang. Men tanken om at sætte mig splitterragende sulten til bords kl. 19 og opdager at vi skal have gullasch med jordbær og pickles i, er for meget. Så jeg er elendig til at lade dem have madaftener. Det er fandeme en skod bonusmor, for de skal jo lære det. Men jeg tænker Lasse giver dem kæmpe fri køkkenbane de aftener jeg spiser ude.

  • Det næste punkt handler også om køkkener. Jeg kan godt blive stresset, hvis jeg skal holde styr på for mange ting på én gang. Hvis jeg laver mad, og risene er ved at koge over og min jordbær/pickles-fri gullasch sprøjter om sig, mens salaten ikke er færdig så er jeg ikke et rart menneske. Jeg ville fucking gerne være ét kæmpe overskud og grine af det hele, men jeg har for travlt med, at det vi spiser bliver ordenligt, til at opføre mig ordenligt. Jeg tror sgu hellere hele familien ville have lidt brændt mad, end en vrissen kost i køkkenet op til måltidet. Det kan jeg bare ikke se det i situationen. Så jeg snerrer. Af Lasse og af pigerne. Jeg skammer mig bagefter, og det er bare pisse dumt. Tit vil de jo gerne bare hjælpe til. Men hvis de så hjælper, og får sat desserttallerkener på bordet fremfor store tallerkener, synes jeg at jeg har endnu mere arbejde. For så skal jeg fjerne desserttallerkner lige pludselig. Det er så åndssvagt. For jeg kunne bare sige ”Hey skat, tager du ikke lige og bytter dem ud med de store?” men nej. Jeg sukker og råder selv bod på tallerkenkatastrofen. Ja, sådan kan jeg i sekunder have det. En vaskeægte katastrofe af tallerkenkaos. Det hele ville være meget sjovere, hvis jeg bare kunne sætte mig til bords, og æ’e af de skide desserttallerkner. Så kunne vi grine af det, og jeg kunne måske beherske min portionsstørrelse en smule. Det gør jeg fandeme næste gang, amagerhalshug.

  • Jeg er mere sjov når vi ikke har dem. Jeg er meget mere nede på jorden og et meget mere chilleren skråstreg grineren menneske. Det har ikke noget med dem at gøre, men alt med mig at gøre. Jeg kan blive lidt perfektionistisk med madpakker, rent tøj og sengetider. Det skal være gode madpakker, de skal i seng klokken fem i, deres tøj skal ligge pænt og klar i skabet (mit eget ligger kastet ind i tre skuffer som jeg roder igennem hver dag for at finde noget). Det er unødvendigt. De ville ikke dø af at få en kedelig rubber med på madpakke. Men jeg synes åbenbart, at jeg skal skralle gulerødder og putte både pickles og jordbær i små rum i madkassen før den er god nok. Det er et pres som ingen andre end jeg lægger på mig selv, men det gør mig mere træt og uoplagt. Der er bare flere ting at tage sig af, end når jeg kun skal holde styr på mig selv.

Det lyder som om det er mit job at holde styr på dem. Det er Lasses, men nogle gang har jeg en idé om at jeg gør ting som madpakker og vasketøj bedre end ham, og så gør jeg det bare før han når at gøre det. Jeg er et fucking nederen menneske besat af kontrol i køkkenet, åbenbart. Jeg er faktisk ikke engang særlig god til at lave mad selv, det er edermanme det værste af det hele.   

Har du også bonusbørn og nogle bekendelser du skammer dig over? Så send dem til mig på instagram, så jeg kan anonymiserer og udgive et indlæg med jeres bedste bekendelser.

You Might Also Like

Ingen kommentarer

    Svar