Første besøg på Babymageriet – Line Hoffmeyer
Fertilitetsbehandling Hverdagsemner Lasse

Første besøg på Babymageriet

Billedet giver mening lige om lidt.

I dag havde vi vores første tid hos fertilitetsklinikken i Køge. Normalt gør jeg en dyd ud af at skrive mine indlæg med humor og glimt i øjet, selv når det er alvorligt. Men så skulle i vente nogle dage på det her indlæg, for der er jeg ikke lige endnu, og det er også okay og vel sagtens ganske menneskeligt.

Dagen startede for hektisk. Jeg havde ikke andet i hovedet end det møde. Selvom vi startede med at skyde champagnepropper afsted, da indkaldelsen havnede i min ellers forhadte e-boks, var jeg mærket af det, og følelserne hang lidt ude på tøjet. Eller huden. For der var ikke noget tøj. Jeg kunne ikke finde mine skinny jeans, som jeg i hovedet havde planlagt at iklæde mig. Jeg har to par ens sorte Dr. Demin Jeans som jeg elsker. Det ene gik i stykker i går og det andet kunne jeg simpelthen ikke finde for mit liv. Jeg hev og væltede ALT mit tøj ud fra skabet, hvor det i øvrigt stadig ligger, lige lidt hjalp det. Og så skældte jeg Lasse ud, for ikke at have lavet mere skabsplads til mig. I know. I samme sekund skal Lasse ud af døren og køre Hedvig i skole, men opdager ovenpå min klædeskabssviner, at hun har idræt i første time. Jeg løber panikslagen ind til Hedvigs klædeskab, og heller ikke her har jeg heldet med mig. Idrætstøjet, og mine intakte skinny jeans er taget hen til alle hårnålene og de enlige strømper, hvis makker ligger og savner dem i strømpeskuffen. Forsvindingsstand. Jeg kommer i tanke om, at Hedvig har fortalt, at de første skoledag fik at vide, at idræt er rykket væk fra skolen, fordi boldbanen er under renovering. Det er hendes første idrætstime på den nye skole, fordi hun var til tandlæge sidste mandag, og før ferien var idræt coronaaflyst, og jeg aner vitterligt ikke, hvor hun skal møde op. Det gør Lasse eller Hedvig heller ikke. Så efter, uden held, at have gennemtrawlet Aula for info, må Lasse skrive til idrætslæreren at Hedvig er fritaget fra Idræt, og at vi i stedet laver noget gymnastik of cykler en lang tur med hende efter skole. Det synes jeg ikke lige sådan føltes som det fedeste argument for at overbevise staten om nu af spytte penge i at gøre os til forældre. For hold kæft det var vi rådne til i morges. Eller. Nok nærmere i går aftes, hvor vi lige skulle ha’ gjort klar til mandag morgen frem for at fejre den forestående dag med et enkelt glas cremant.

Jeg var i mine følelsers vold fordi jeg var nervøs. Jeg elsker at så mange har skrevet “Tillykke” med at vi havde fået en tid i dag. For når man er der, hvor man har brug for hjælp, så vil man bare gerne have at hjælpen kommer hurtigst muligt. Så derfor fejrede vi også da den kom. Men tillykkerne rammer alligevel sjovt. Fordi det er tillykke med at i får en hjælp i så brændende ville ønske jer i ikke behøvede. For det er selvfølgelig nul menneskers drøm at havne på i behandling for ufrivillig barnløshed. Derfor var der mange blandede følelser i mig i morges. Desuden var jeg nervøs. Hvad hvis de sagde de ikke kunne hjælpe. Hvis min livmoder var stukket af sammen med idrætstøjet og Dr. Denim, af frygt for Dr. Barnløs. Hvad hvis de kiggede på spørgeskemaet, hvor jeg havde svaret “INGEN” til spørgsmålet “Hvilken motion dyrker du?”, og de nu ville sige, at de ikke kunne hjælpe min krop, før jeg selv ville hjælpe den? Hvad hvis de kiggede på boksen hvori min vægt stod og de råbte “EN-OG-FIRS??!!!!!!” Foran Lasse, der ikke ved hvad jeg vejer for tiden, fordi jeg synes det er for meget. Hvad hvis de sagde at min cyklus var for fucked til de orkede den?

Jeg begyndte at græde i bilen. Fordi jeg var endt med at tage mine hullede bukser på, i mangel på andre skinny jeans. Og jeg kunne ikke orke u-skinny-jeans, fordi jeg synes jeg ser ekstra stor ud i dem. Og så ville det med de 81 kilo lige pludselig være langt værre. Fordi jeg var pinlig over den manglende motion, og træt af min krop, der ikke vil blive gravis. Lasse var heldigvis god til at berolige mig, og tårerne nåede at tørre inden vi nåede frem.

Så møder vi den sødeste dame, og jeg glemmer, at jeg nogensinde har været nervøs for at møde hende. Den eneste frygt jeg havde, der blev realiseret var den med de 81 kilo. Og hun spurgte bare pænt, “Er det stadig rigtigt?” Jeg svarede ja, og kiggede væk fra Lasse, der nok alligevel elsker mig lige højt. Og alle jer 40.000 mennekser der læser med, er jeg ikke så sarte med som jeg er med ham. Det er alligevel mest bare Lasse jeg er interesseret i at imponere. Hvilket er fjollet. Han ved jo sgu da om nogen, hvordan jeg ser ud. Og det er ikke tallet på en vægt der afgør det. Jeg syntes bare det lyder af meget, fordi det er 1 kilo fra at være overvægtig, når man som mig, er 180cm høj, og jeg er ret sikker på, at han aldrig har haft en kæreste der vejer så meget. Det er skørt af helvedes til, det ved jeg med min fornuft, men jeg kan ikke altid styre mine følelser.

Nå. Efter den nøgterne bemærkning om min vægt og ingen notits af mit for tiden ikke eksisterende forhold til motion scanner hun mig og ser at alt ser fint ud. Æggestokke, æggeledere, alting ser fint ud. Men hun konkluderer så også, at det må være ret længe siden jeg har haft min menstruation. Og jeg svarer, at hvis 8 dage er længe, så ja. Det synes hun sjovt nok ikke det er, og fortæller så, at det har været en “falsk” menstruation. Menstruationen er jo den del af cyklus hvor slimhinden fra ægløsning bliver udskillet. og det er altså det tamponen suger op. Men slimhinden var ikke udskilt. Jeg ved sgu ikke hvad det så var der blødte forrige weekend, men det var altså ikke nogen slimhinde. Så den skal ud. Det sker ved at jeg har fået nogle tabletter, der skal igangsætte menstruationen, og dem skal jeg spise i ti dage, så ryger den gamle slimsæk… Undskyld, jeg kunne ikke lade være. Fuck det er nogle klamme ord. Både slimsæk og slimhinde. Det gør altså ikke idéen om menstruation mindre ulækker. Dansk sprognævn, kunne vi prøve med noget “blomsterhinde”, måske?

Når jeg har fået menstruationen skal jeg straks efter sammes afslutning til vandscanning, som betyder, at de fører et lille kateter op igennem livmoderen og ind til æggelederne, som skal skylles. Det er for at sikre sig, at der er helt fri passage, hvis der nu skulle sidde cyster eller æg blokere. Som jeg forstår det.

Man kan ikke gå i gang med behandling i samme cyklus som vandscanning, så efter den skal vi vente på næste menstruation, mens jeg får hormonbehandling. Please, kryds fingre for, at det ikke bliver en af de der menstruationer, jeg ellers har haft et par af, der lader vente på sig i en 50-70 dage. For når jeg har fået menstruation efter vandscanningen, går vi for alvor igang. I gang med at ruge æg med hormoner, og med at scanne op til flere gange i ugen for deres størrelse, og når de er klar skal jeg insemineres. Altså de fører Lasses bedste svømmere helt op i livmoder, så de – som hun beskrev det – kun skal løbe et halvmaraton og ikke et helt. Der er ikke noget galt med Lasses reproduceringsevner, men så slår jeg i det mindste ikke de små svømmere ihjel med bakterier, mens de forsøger at finde en partner. Vi har regnet på det, og hvis min anden menstruation kommer til tiden, og hvis de har tid til vandscanningen hurtigt efter den første menstruation (den vi er igang med at igangsætte medicinsk nu) så burde jeg blive insemineret første gang i midt/slut oktober. Vi får tre insemineringsforsøg, og hvis ingen af dem ender i en baby, så tager de æg ud af mig, ruger dem, befrugter dem med lidt Lasse, og sætter dem op igen. Altså IVF eller reagensglasbehandling.

Det var den lange forklaring, jeg kommer selvfølgelig til at skrive mere om det. Flere har for eksempel spurgt til et “Pårørende-indlæg”, med nogle idéer til, hvad der er godt, og hvad der er no go at sige til par i fertilitetsbehandling. Det vil jeg gerne, men først ville jeg altså fortælle lidt om, hvilken dejlig dag vi endte med at få. For hold kæft, hvor var det dejligt at der blev lagt en plan. At mærke at man er i kyndige hænder, og at der bliver rykket hurtigt. <3

You Might Also Like

20 Kommentarer

  • Svar
    Gitte
    24. august 2020 at 15:03

    Det et nemlig super dejligt med en plan! Forøvrigt så kan du måske ikke lide de ekstra kiloer…men Lasse er garanteret ligeglad …han har allerede bevist tidligere, at han er en keeper, tror jeg 🤗😉😘😘

  • Svar
    Eva
    24. august 2020 at 15:03

    Jeg fik lavet en skylning i forbindelse med fertilitetsbehandling – selvom jeg fik et ekstra tykt bind, så ville jeg nik hellere have fået én efter-fødselble i stedet for 😅 Alt vandet skal jo ud igen, så selv sædet i bilen blev vådt. Jeg er glad for at, jeg havde sorte bukser og lang jakke på, men jeg ville ønske jeg også havde haft et håndklæde i bilen 😅

    • Svar
      Line Hoffmeyer
      24. august 2020 at 15:20

      Hej Eva.
      Øv en træls oplevelse for dig 🙁 . Tak fordi du deler, det havde jeg slet ikke skænket en tanke. Var det meget væmmeligt mens det stod på?

      • Svar
        Eva
        24. august 2020 at 16:26

        Jeg synes slet ikke selve skylningen gjorde ondt, og det var heller ikke specielt ubehageligt 😊 Jeg oplevede heller ikke smerter eller ubehag bagefter.
        Jeg blev bare så overrasket over alt det vand, som skulle ud igen 😅 Det ville jeg nok gerne have haft forklaret lidt bedre af dem inden undersøgelsen, så jeg kunne have forberedt mig 😉

  • Svar
    Line
    24. august 2020 at 15:11

    Åh ja.
    Når man selv har været igennem det i går igennem lige nu, så bringer det virkelig tåre frem.
    Tak fordi du deler det – det er der fandeme mange – inklusiv mig selv, der ikke kunne i den periode.
    Kæmpe krammer til jer

  • Svar
    Marianne
    24. august 2020 at 15:14

    Jeg ønsker jer af hele mit ❤️Alt held og Lykke og mange gode æg.. Vi arbejdede på sagen for snart 35 år siden – der var lægerne ikke så dygtige som nu – men efter 5 lange år lykkedes det🥰og endte ud i firlinger 👏🏼👏🏼To skønne piger og to skønne drenge som lige om lidt bliver 29 år. Det har været hårdt, men det er hele menageriet værd. Hver en tåre.
    I dag er jeg både mormor og farmor ❤️Og stadig dybt taknemmelig for det danske sygehus væsen og ikke mindst min mand som stod/står alt igennem sammen med mig.
    Hold ud – hæng i. Jeg hepper herfra 🇩🇰❣️

  • Svar
    Mette Halfer
    24. august 2020 at 15:16

    Fantastisk hvordan en dag der begynder med kaos kan ende med at vende sig til en god dag.
    Ønsker jer alt det bedste ❤️

  • Svar
    Gitte
    24. august 2020 at 15:19

    Af hele mit hjerte ønsker jeg Jer alt held og lykke ❤

  • Svar
    Nikita
    24. august 2020 at 15:24

    Hej Line, vi står herhjemme i præcis samme situation som jer!
    Vandscanning overstået, og nu lidt ekstra hormon-injektioner, så jeg modner et par æg mere op til inseminationen.
    Jeg aner ikke, om det er rart at høre, men hverken vandscanning eller de ekstra hormoner har været værd at frygte for mig. Præcis som de sagde på klinikken. Ingen smerte, ingen særlige bivirkninger udover lidt ømhed.
    Krydser fingre for jer 🤞🏻

  • Svar
    Sarah M
    24. august 2020 at 15:30

    Hej!
    Må man sige held og lykke? 👀 Eller egentlig ikke.. Men alligevel!
    Er selv i den samme situation – ish, og har virkelig erfaret, at FUCK hvor er der mange ting, man “bare” skal igennem.. Fx vandscanning, hormoner osv.
    Men hvad gør man ikke for at optimere chancen for at give sine gener videre ❤️
    Hold skruen i vandet 👌

  • Svar
    Karoline
    24. august 2020 at 15:32

    Vi kommer til at følges ad i forløb- jeg skal i gang med hormoner på samme tid. Tak fordi du deler- det hjælper midt i hvad, der føles som den mest ensomme periode i hele mit liv…

  • Svar
    Caroline
    24. august 2020 at 15:54

    Fuck mand, det der kaster mig lige et år baglæns. For min mand og jeg har lige været igennem samme proces. Men go for it – det er så rart, når man endelig føler, at der sker noget. Også selv om det, der helst skal ske, så lader vente på sig af praktiske eller biologiske årsager. Vi fik for eksempel en Corona i vejen for første mulige hormonbehandling og efterfølgende insemination. Og måneden efter kom der lige en påske, der gjorde at min klinik lukkede helt ned. Jeps, det private er heller ikke altid lykken. Men altså – strategien virkede og min mands søvnige celler kunne godt klare et halvmaraton, så nu ligger der sgu et styks baby og brygger i min mave. Jeg krydser virkelig fingre for, at I kan være lige så heldige med processen.

  • Svar
    Rikke
    24. august 2020 at 15:57

    Så dejligt for jer, at der er lavet en plan ❤️
    Hvor længe har I forsøgt at blive gravide? Og har du fået hormonbehandling før nu? Eller er det her første “indsats”?
    Jeg stoppede med pillerne for 3 måneder siden og stadig intet spor af menstruation. Jeg har hørt, at man kan få et form for hormon boost for at sætte gang i hormonerne. Derfor er jeg lidt interesseret i, om du har fået hormoner tilført 😊

  • Svar
    Julie
    24. august 2020 at 15:59

    Hvis der er nogen jeg hepper på får et barn! Så er det altså jer! Krydser alt hvad jeg kan for at det vil lykkedes jer. ❤️

  • Svar
    Fru Poulsen
    24. august 2020 at 16:08

    Bliver helt rørt på dine/jeres vegne, og også på grund af din sårbare ærlighed.
    Krydsede fingre og alt det bedste til jer ❤️

  • Svar
    Jannie
    24. august 2020 at 16:16

    For pokker søde Line, de 81 kilo dér? Størstedelen af dem, er jo placeret som yderst pæne velformede bryster, og dem ved jeg, at Lasse elsker lige så højt som resten af dig 😍
    God vind med projektet, vi var der med vores førstefødte, pludselig 8 måneder efter hendes ankomst stod jeg med en positiv test, det var ret syret og mindre planlagt 🙈🤣 I bliver nogle virkelig dejlige forældre sammen 😍

  • Svar
    Cæcilie
    24. august 2020 at 16:30

    Min ene æggeleder var blokeret, så de jagede lige til med det der kateter for at fjerne blokaden. Dét gjorde naller! Men ellers var selve skylningen ikke slem, men faktisk ret interessant at følge på skærmen. Den blokerede æggeleder, der ellers blev ryddet op inden behandlingsstart, er nu blevet fjernet, da jeg i vores tredje forsøg blev gravid uden for livmoderen. I første forsøg efter den operation blev jeg gravid igen, og nu har jeg altså en datter på 2 måneder.

    Bare for at fortælle, at selv hvis I får nogle set backs på vejen, så ved man vitterligt ikke, hvor rejsen ender. Jeg håber, jeres ender på station baby ♡

  • Svar
    Simone
    25. august 2020 at 9:09

    Ikke så meget andet end… kæmpe kram til dig fra mig ♥️

  • Svar
    Carina
    27. august 2020 at 18:33

    Hvor er det dejligt at læse, at i endelig er kommet i behandling ❤️
    Her går vi selv og skal vente 5 (meget) lange måneder på at komme til første samtale på Køge.

  • Svar
    Marie
    7. oktober 2020 at 19:35

    Du er ikke den eneste med vægten. Jeg er i PGT (genetisk testning for at få et rask barn). Bortset fra, at jeg ikke har et egentligt fertilitetetsproblem, er det næsten fuldstændigt samme procs som reagensglasbefrugtning – bare med meget mere ventid og meget færre anvendelige æg.

    Jeg er næsten ligeså høj som dig, og vejer 89 kg. Jeg har seriøst gået HELE coronaperioden og frygtet, at jeg ville blive afvist til behandling, fordi jeg var for tyk. Hvilket jeg ikke er. Men jeg har lige været igennem hele hormonstimulationen, og det er okay. Mit bedste råd er at lade være med at læse skrækhistorierne på nettet (det er svært – I know), men det er altså ikke så slemt at gå igennem selve behandlingen.

    Heller ikke selvom man har hospitalsfobi af at have været indlagt alt for mange gange.

    Og jeg ved ikke, hvor skrækhistorierne kommer fra. Det værste er altså ventetiden, usikkerheden og uforudsigeligheden. Og den kan man ikke gøre ret meget andet embrace. Man k a n ikke kontrollere processen.

Skriv et svar til Mette Halfer Anuller svar