Så nemt er det at være blogger.. – Line Hoffmeyer
Blandet

Så nemt er det at være blogger..

Hold nu kæft, det er så længe siden jeg har lavet et indlæg, at jeg ikke kunne huske mit login til min blog, og lige brugte 15 minutter på at finder herind. Så det er nok lige at stramme den at blive ved med at kalde mig blogger.

Men hvor nemt er det egentlig at være blogger – eller instagrammer? JEG synes, at det egentlige arbejde er nemt, men at det det kræver at kunne lave det kan være hårdt. Forstået på den måde, at de konkrete kampagner jeg kører – og tjener penge på – er nemme for mig at lave. Det er selvfølgelig også fordi, jeg kun siger ja til ting, som jeg ikke har svært ved at anbefale.

Hvordan fungerer det?
Det fungerer for mig sådan, at jeg har et bureau, der repræsenterer mig, forhandler min løn, og udarbejder kontrakter, til gengæld får de 30% af indtægten. Det kan enten være firmaer, der henvender sig fordi de ønsker annoncering, hvorefter min agent spørger om jeg er interesseret. Så tager jeg stilling til, om det er et brand jeg kan stå indenfor. Det ved jeg ofte med det samme. Mange af de brands jeg bruger i forvejen og ved fungerer bruger jeg ikke ti sekunder på at tænke over, om jeg ville anbefale. Dernæst får jeg et brief, hvor der står ting jeg ikke må sige, og ting de håber jeg vil sige, hvor fokus skal ligge. Er det branding af ny emballage, eller ny forbedret opskrift, eller er der et konkret nyt produkt de gerne vil have markedsført. Det er hurtigt læst, og så finder vi på forhånd en dato til kampagnen, så alle er enige om, hvornår den skal køre, og så laver jeg den. Derefter laver mit bureau en afrapportering. Hvor mange salg har det generet, hvor mange mennesker har set reklamen, og den slags. Til sidst sender jeg en faktura, og putter det ind i mit kvartalsregnskab, som jeg sender til min revisor 4 gange om året.

Hvor svært er arbejdet?
Der er nogen, der gør en dyd ud af fortælle, hvor meget arbejde, der ligger i at kører en kampagne. “Jeg skal være i dialog med kunden, læse et mega langt brief igennem og bruge tid på at skyde billeder, nogle gange bliver det ikke godkendt”, osv. osv. Fra mit synspunkt tager den slags ikke lang tid, lønnen taget i betragtning. Jeg kan læse et brief til en kampagne på 10 minutter og min agent sørger for al kommunikation med kunden. Så en kampagne er relativt hurtigt lavet for mig. Mange af dem jeg laver skal ikke til godkendelse, og af de få jeg har der skal til godkendelse har jeg fandeme sjældent oplevet, at kunden ikke har godkendt det. Måske kommer de med et par rettelser. “Kan du slette ordet Fuck” f.eks. En enkelt gang fik jeg at vide, at jeg ikke måtte sige at det var sundt, fordi sundt er relativt, og måske omformulere til “Der er mange grøntsager i”. Så det er småting. Kampagner tager mig simpelthen ikke en kvart arbejdsdag at lave. Derudover skal jeg ikke møde ind nogen steder. Jeg har så meget frihed i min dagligdag og jeg kan altid selv planlægge alting. Det er da et kæmpe fucking privilegium. Og jeg håber af hele mit hjerte, at min instagram stadig er relevant, hvis jeg en dag popper en baby, for jeg kan ikke forstille mig en mere luksuriøs start på moderskabet end den frihed der er i at tjene penge på So-Me. Jeg vil hundrede gange hellere tjene mine penge som nybagt mor på instagram, end som lærer på en skole eller ekspedient i Matas. Jeg har prøvet alle tre dele, og So-Me tager bare mindre af ens dag. Det er jo en individuel sag og andre kan måske opleve det anderledes, men jeg synes det er meget nemt og hurtigt at lave kampagner – måske fordi de er velvalgte og det altid er ting, der falder mig naturligt at lave. Jeg har ikke lyst til at tale konkret løn, det er en privat sag. Men det er nok til, at jeg ikke har søgt om S.U. efter jeg i januar vendte tilbage til studiet. Det gør mig glad og stolt, at jeg kan bidrage til samfundet, fremfor at hapse S.U. Og selvom jeg sikkert godt kunne søge om det, synes jeg det ville være forkert, når jeg ikke har akut behov for den. Det kan være jeg får behov for det igen om et år – der er ingen der ved, hvor længe man er relevant på instagram, og så hopper jeg selvfølgelig bare tilbage på S.U. til den tid. Men lige nu er jeg glad for, at jeg ikke behøver være det.

Dét her er svært ved arbejdet:
Når det er sagt, er der udfordringer ved So-Me, som der ikke er som lærer eller ekspedient i Matas. Når du er lærer, eller medarbejder i Matas kan du tage hjem og holde fri. Okay, måske ikke som lærer, fordi Aula og afleveringer. Men stort set. Hvis du skal leve af din So-Me holder du ikke fri fra So-Me fordi du skal på date med din mand, eller i sommerhus med veninderne. Det sidste er en af de store udfordringer for mig. Jeg kan mærke at mine veninder godt kan blive lidt irriterede over, at jeg for helvede ikke bare kan ligge den telefon væk. Jeg har selv altid været irriteret over, når veninder sidder og glor på den mens vi er sammen. I December havde jeg en kampagne for Marabou, der skulle udgives mens jeg var i sommerhus med min kusine. Og hun var simpelthen så sød og dejlig omkring det, men jeg havde dårlig samvittighed. Jeg brugte cirka to timer på at lægge lidt make up, tage billeder og stories, skrive tekst til det, og det havde jeg fandeme dårlig samvittighed over. Derudover skal der jo også ske andet end reklamer. Hvis man vil tjene på sin instagram nytter det ikke noget, at tjekke ud en dag fordi man ikke har en arbejdsopgave. For så kommer den til at fylde for meget dagen efter, uden der er noget ikke-reklame content til at veje det op. Man skal omfavne de dage man ikke har reklamer. Så selvom jeg er på weekend med min kusine, forsøger jeg at tjekke ind og lave et par stories jævnt fordelt på dagen. Det er måske lidt anstrengende at være sammen med en, der hele tiden lige skal bruge et kvarter på at snakke til sit kamera og tekste det. Det kan give mig dårlig samvittighed. Men man kan selvfølgelig ikke lave reklamer, hvis man ikke har nogen at reklamere for. Så det er nok nærmere alt det arbejde det kræver, at opbygge og vedligeholde en platform der har markedsføringsværdi, der er det “rigtige” arbejde.

Det er en lille bitte pris, og det falder mig meget naturligt, så jeg synes ikke det er i nærheden af at overskygge hvor fedt det er, at lave instagram. Det eneste, der nogen dage kan overskygge er de sure beskeder. Dét er det hårde ved at være instagrammer. At modtage så mange uønskede råd, løftede pegefingre og sure opstød. Jeg bliver taget til indtægt for alt. Og det er skide godt, at man forholder sig kritisk til bloggere og instagrammere, men det er også hårdt at stå i den anden ende af. Man skal have hår på brystet. Det kan være alt fra, at jeg er til grin, en curlinge-papmor, at jeg er en klam luder til at jeg skal stramme op sprogligt. Jeg prøver for så vidt, at tekste mine stories. Fordi der er hørehæmmede, der følger med, og fordi der er folk, som gerne vil kunne se dem mens de f.eks. kører i bus. Det går altid i en satans fart, når jeg tekster mine stories, for det gider jeg bare ikke stå og være helt peditesse-orienteret omkring. Det vigtigste er, at man i teksten forstår meningen. Der kommer altid stavefejl ind, fordi det går så hurtigt, og det irriterer mig altid. Jeg ser det som oftest med det samme, og det er der også følgere der gør. Og så kommer der beskeder som “Som dansklærer er det fandeme pinligt det dér, stram dog op!” – og ja, det synes jeg sgu også, men jeg gider ikke stå og bruge mere tid end højst nødvendigt på at lægge tekst over noget, som de fleste kan lytte sig til. Jeg ville ha’ en helt anden tilgang til mit sprog, tone og grammatik, hvis det var i forbindelse med enten studie eller lærerarbejde. Så i behøver ikke fortvivle, hvis jeg var gymnasielærer, ville der ikke komme sjuskefejl i tide og utide i forbindelse med mit skriftlige sprog. Men det er træls at blive ramt på noget, man godt ved man burde tage mere alvorligt. Jeg prioriterer desværre bare ikke lige præcis dét særligt højt.

Alt i alt…
Alt i alt er det småting. Det er én sur besked om dagen, holdt op mod et utal af kærlige tilkendegivelser. Det kan være svært på dage, hvor man er ked af det. For jeg gider ikke stå og græde til mit kamera. Det ville føles helt forkert. Men hvis jeg vil tjene penge på min instagram, så skal der også noget ud på den, på selv dage jeg virkelig ikke magter. Og hvis man så er autentisk, og fortæller at man har det svært i dag, så får man det med stor sandsynlighed værre. For der er ALTID nogen, der vil diskutere, hvor svært man har det. “Du har det da mega nemt, du skulle prøve at være i mine sko!” Det kan være meget svært, at åbne op, og dele personlige ting, og blive mødt med fjendtlighed. Men mange af de sårbare emner jeg deler ud af er vigtige for mig at sætte fokus på. For eksempel fertilitetsbehandling. Og jeg gør det fordi jeg kan mærke, at der er mange der sætter pris på, at jeg italesætter og belyser det.

Jeg elsker at lave instagram.
Jeg elsker at lave instagram, og jeg laver instagram fordi jeg synes det er sjovt, og fordi jeg kan mærke at min åbenhed om f.eks. fertilitetsbehandling gør en forskel. Ikke fordi jeg kan tjene penge på det. Men jeg synes, at det er rart, at jeg kan tjene penge på det. For det hjælper lidt på pnyt-knappen, på de dage, hvor man får smidt en masse menneskers usikkerhed efter sig. Jeg er for nyligt blevet tilbudt, at blive en del af en abonnementsplatform, hvor følgerne betaler penge for at følge med og til gengæld slipper for reklamer. Jeg har ikke lyst til at blive en del af sådan en platform, jeg ville slet ikke kunne holde ud, at i betalte penge for mit fjollede sniksnak. Jeg tænker, at jer der kan lide at følge med, og på den ene eller anden måde får noget ud af det, også godt kan nappe reklamerne med, til gengæld for, at jeg ikke tager mig betalt af jer for at dele så åbent ud af mit liv. Reklamerne er altid nøje udvalgt, og baseret på personlige oplevesler. Jeg vil ikke anbefale jer noget, som jeg ikke kan lide. Min mor, som arbejder jævnt flere timer end mig, køber de ting jeg reklamerer for, så det må være jeres garanti. Jeg vil ikke anbefale jer noget, jeg ikke vil ha’ min mor bruger sine hårdt tjente penge på!

You Might Also Like

2 Kommentarer

  • Svar
    Jeannette
    26. april 2021 at 17:57

    Elsker reklamerne lige så højt som alt det andet indhold, fordi du, og heldigvis mange andre nu, er så selektive. Det der ikke er relevant kan man hurtigt skøjte over og resten har man fået god info om. Og ja nogen gange falder man i og køber noget man ikke viste man havde brug for. Men det sker jo også når det ikke er reklame. Har f.eks. Lige købt malebog og farver og er begyndt at lytte til “kvinde kend din historie”. To gode anbefalinger uden at de var anbefalinger 😆

  • Svar
    Venterpaavinblog
    26. april 2021 at 18:44

    Selvom proceduren er simpel, er det bestemt ikke effortless – vi har selv de sidste mange, mange år takket nej til alle de tilbud vi får – på trods af at være verdens mindste blog- om reklamekampanger, events, blogfællesskaber og samarbejder, simpelthen fordi, det er det nemmeste 😁 (især når vi aldrig har drømt om at leve af vores mikro, fjollede hobby-skriblerier – også selvom det jo altid er fornemt, at blive spurgt). Men vi er nået frem til, at det vil kræve alt for meget energi af os, og vi tror ærlig talt heller ikke, vi ville være gode til det – det kræver nemlig en noget engagement, en fængende personlighed og noget intergritet, for at der skabes resultater og at det ikke virker søgt. Det tror jeg sgu ikke, vi hverken evner eller orker at leve op til, når alt kommer til alt, og så kan man jo heldigvis så meget andet😄

    Så jo. Jeg er hvertfald en af dem tror på, det sagtens kan være et reelt stykke arbejde, man udføre, hvis man er influencer, og skal hitte rede i at prioritere, arrangere og udføre reklame, og samtidig være tilgængelig i (og dele ud af) en stor del af sin hverdag hjemme i privaten.

    Og naturligvis er der også nogle lækre fordele – ligesom nogle har betalt bil, frokost, pauser eller telefon på deres job – men også meget, der garanteret ikke er på ens top 3 over niceness, som det er med mange andre jobs.
    Den støbning det kræver, man er som privatperson, tror jeg alt i alt, ikke der er mange der kan hive op af hatten; appel til en bred gruppe og evnen til at underholde og kommunikere dem selvsamme, er ikke noget hvem som helst evner og trives i (hermed formentlig heller ikke dem, der synes, det er “så nemt” for Jer at have det job I varetager😁) 🙌🏻🦸🏼‍♀️.

    Hvad angår reklamevalg, forstår jeg godt, at udvægelsen heraf, er noget du gør dig umage med. Mor-eksemplet er altså en god rettesnor🤩

Skriv et svar til Venterpaavinblog Anuller svar