Ikke-kategoriseret – Line Hoffmeyer
Loader kategori

Ikke-kategoriseret

    Ikke-kategoriseret

    Karrierekaos

    Ja, billedet har akkurat nul ting med hverken kaos eller karriere at gøre. Men man kan jo godt være glad for sin bajer alligevel.

    Jeg har danset om den varme karrieregrød ret længe på instagram. Jeg har berørt det i et par posts, og kommet det lidt nærmere i et afsnit af Girlcrush podcasten. Men jeg synes jeg bør sætte lidt flere ord på det, i stedet for bare at blive ved med at annoncere min ubetingede tvivl og usikkerhed.

    Ret beset handler det om, at jeg er splittet mellem sikker og usikker tilværelse. Jeg har min bachelor i engelsk, derpå har jeg tilvalg i gymnasierettet dansk. Det vil sige litteratur og grammatik. Jeg sluttede bacheloren af med to skriftlige 10taller, og fik et lidt gavmildt 12tal til min sidste mundtlige eksamen, d. 26. Juni. Den dag jeg blev bachelor. Måske den dag jeg blev færdiguddannet.

    Jeg troede jo, at jeg stadig havde to år foran mig. I foråret, havde jeg indset, at det der stabile gymnasielærerliv måske ikke ville være mig. Jeg ville elske at være gymnasielærer, men jeg ville savne adrenalinen ved det omskiftelige. Ret længe har jeg været en smule misundelig på Lasses job. Der er altid nye ting og nye projekter. Bevares, som gymnasielærer ville jeg få nye elever, men det er pænt meget samme pensum man skal igennem hele tiden. Jeg er ikke sikker på, om det kan holde mig on fire, som de unge gymnasieelever siger. Så med tanke på et mere freelanceorienteret liv søgte jeg ind på sprogpsykologi, en kommunikationsagtig uddannelse. Jeg startede da også, og var der et par timer før den bitre følelse af fortrydelse buldrede i mavsen. Det var forkert, helt og aldeles forkert. Jeg har ikke lyst til at sige hvorfor, for for andre mennesker er det sikkert en skrupfin kanadidat, det var det bare ikke for mig. Jeg fortrød faktisk, at jeg ikke havde taget gymnasielærerkandidaten.

    Jeg fortryder det til en vis grad stadig, for jeg ved jeg ville blive en god gymnasielærer, og jeg ved, at fagene på uddannelsen er fag jeg elsker. Mest af alt fortryder jeg, at jeg ikke står om halvandet år, med et kandidatgradssikkerhedsnet under mig. Og det er simpelthen åndssvagt, men jeg er bare indoktrineret med sikkerhedsnetsmentaliteten. Gymnasiet skulle jeg have, for jeg skulle have et sikkerhedsnet, bacheloren skulle jeg have, for jeg skulle have et sikkerhedsnet og nu vil jeg gudhjælpemig have en kandidat for førnævnte nets skyld. Der må lige som være en rimelighedsgrænse et sted, ikkås.

    Det jeg nok egentlig rigtig gerne vil, er at lave radio. Det er ikke nemt at komme til, der er mange om budet og få stationer, der mangler. Jeg har været inde på Bauer, der huser Nova, Radio 100, Pop FM, og Voice, til en slags audition. De var positive, roste mig, og alt det der man skal inden man takker nej og knuser drømme. Ej, de sendte i hvert fald en mail om, at de ikke manglede nogen akut nu og her. Et pænt ‘tak – men nej tak’. Jeg har heller ingen erfaring, og det sted samler tit erfarende mennesker op fra lokalradioer, så sådan er det.

    Jeg klør videre på – men jeg synes det er skrækkeligt, både at indrømme afslag, og indrømme mine job-drømme, når det potentielt set aldrig bliver til noget. Men hvem ved, måske gør det. Jeg synes det er en farlig branche, hvor folk hurtigt bliver gamle, irelevante og ”old news”, så stod det til mig, havde jeg en gymnasierettet kandidat jeg kunne “falde tilbage på”, inden jeg prøvede det af. Nu ved jeg jo ikke om jeg nogensinde kommer til at prøve det af – men hvis jeg gjorde, ville det jo være meget rart at have sådan et satans sikkerhedsnet i baghånden, så man ikke sad og skælvede hver gang man havde fødselsdag. Det er måske også et lige lovligt tyndt grundlag, at strikke så omfattende et net på, men det kan jeg faktisk ikke regne ud om det er. Og det er lidt noget lort, for jeg vil gerne ret snart regne ud, hvad jeg synes om det. Lige nu tror jeg ikke jeg tager kandidaten, og jeg tror at jeg helt uvidende blev færdiguddannet d. 26. juni.

    Nu arbejder jeg som lærervikar, for de dejligste børn på den dejligste skole. Jeg ville i bund og grund nok ønske, at jeg var igang med en kandidat jeg kunne lide, fordi det ville føles som om jeg var på vej et sted hen, mens jeg uopfordret gik og søgte radioværtsstillinger. Jeg træder vande, og det hele skal sgu i sidste ende nok flaske sig somehow, hvis jeg stadig er på lige så bare jobbund til marts som jeg er nu, så napper jeg altså den kandidat et år forsinket.