Rejselyfe – Line Hoffmeyer
Loader kategori

Rejselyfe

    Rejselyfe

    Elegant i Egypten

    Jeg starter lige med at notere, at indlægget indeholder en slags reklame, da vi blev inviteret af Atlantis Rejser. Men det var altså efter vi havde besluttet os for at rejse med netop dem til Hurghada, at vi aftalte et samarbejde.

    Så er der sgu ved at være gået et par dage siden hjemkomst fra Afrika. De har budt på ret meget. Go’ Morgen Danmark-besøg, skadestuebesøg, sygehusbesøg, podcastbesøg – en hel del former for besøg. Jeg har med andre ord ikke været skide meget hjemme, siden jeg faktisk kom hjem. Men lige nu er jeg. I et par timer, og så skal I sgu da have en rejseberetning. Om det bedste besøg jeg har været på i 2019. Nemlig besøg til Egypten.

    For det første rejste jeg med Nadia. Min veninde, ikke min kæreste. Det er ret vildt, hvor mange spørgsmål det har affødt. Der er åbenbart en generel slags konsensus om, at man rejser med sin kæreste, når man indgår i sådan et slags voksent parforhold. Men det er fandeme fis! Jeg elsker at rejse med Nadia. Selvfølgelig elsker jeg også at rejse med Lasse. Men det er to forskellige ting, og jeg synes jeg har brug for begge dele. Nadia og jeg er gode til at rejse sammen, særligt fordi vi har samme idé om en start på dagen. Vi har sammen idé om, hvad man indtager på en god ferie. Og den her ferie, som Atlantis Rejser sørgede for, indeholdt altså virkelig alle de ting, vi synes der skal indtages.

    For det første er Nadia og jeg enige om, at maven skal gødes med kaffe, før den skal have mad. Det betyder at noget af det bedste ved Nadias og mit venskab er, at vi er helt og holdent enige om, at en god dag starter med, at man sidder og glor lettere tomt på hinanden, mens der hældes en flod af kaffe ned i spiserøret. I minimum en time. Hotellet (som du kan se ved at klikke her) var fantastisk til det her formål. De havde meget små kaffe-kopper, man kunne tømme i bløde stole i solen hele formiddagen. De indså også hurtigt, at den pendulfart, det krævede af dem at fylde vores kopper op, var spild, så vi fik selvfølgelig kæmpe kander serveret på bordet i stedet.

    Efter indtagelse af to-tre kander kaffe, rolig nu, til deling, gik vi i gang med morgenmaden. Den var sindssyg.

    Jeg vil – før jeg går i detaljer om maden – lige komme den tvivlende læser i møde: vi fik ingen maveinfektioner. Jeg selv var blevet advaret gul og blå om egyptisk bakterieflora, og hvor skrækkeligt syg man bliver af deres grøntsager, som er skyllet i deres postevand. Men på alle Atlantis Rejsers hoteller skyller de grøntsager i kildevand, og isterningerne af lavet kildevand også. Desuden var buffeten mandsopdækket af håndsprit-automater, som var den dronningen med livgarder. Det er i øvrigt ikke helt galt at give den buffet en form for royal status. Den var for vild.

    Det var ikke den klassiske buffet du kender med lidt varme montrer med udkogte pastaretter. Bevares, dessert og salater var i klassisk buffetforstand. Men derudover var der var stationer for alt. Pastastation f.eks., hvor man gik hen til den søde, rare mand og fortalte, hvad man skulle have i sin pastaret. Det samme med kødet: Én stor grill med stor bemanding af flinke fyre, der grillede den slags kød man kunne tænke sig på den slags måde, man kunne tænke sig. Om morgenen var det substitueret med ægge-bar og vaffel-pandekage-bar og en smoothie-bar. Så gik man sgu bare hen til dem som en anden majestætisk person, og bad om præcis det man kunne tænke sig i sin vaffel, pasta, kød, smoothie eller æg. Jeg får aldrig armene ned over den oplevelse. Derudover var der også en mediterransk og en indisk à la carte restaurant med i puljen, som man frit kunne benytte.

    Indlægget fortsætter efter billeder.

     

    Poolområdet var kæmpestort, og som om det ikke var nok havde hotellet fandeme også en privat strand, der kun blev benyttet af gæsterne. Det var alt for vanvittigt. Der var selvfølgelig barer over det hele, så om vi lå ved poolen eller stranden, var der aldrig mere end 100 meter til den nærmeste øl. Ikke at man skulle gå de hundrede meter, der var selvfølgelig tjenere der sørgede for at vi aldrig tørstede. Nu siger jeg vi, som om vi var royale gæster. Det følte vi, vi var, men de andre gæster fik altså samme serviceniveau.

    Indlægget fortsætter efter billeder.

     

    På fjerdedagen skulle vi på bådtur til Mahmya med Atlantis Rejser. Det er den smukkeste tur jeg har været på. Vandet var det smukkeste azurblå vand, øen er fredet og enormt velbevaret.  Jeg lader lige billederne tale lidt for sig selv.

    Efter en times tid på øen skulle vi ud og snorkle. Vi stiger om bord på en båd, der skal sejle os tyve minutter væk til et koralrev. Vi bliver udstyret med snorkelgrej og svømmefødder, og så var det sgu bare om at hoppe i. Jeg sagde ikke det her til Nadia, men jeg var skide fucking bange. Jeg kunne vitterligt ikke klare tanken om at være så tæt på levende fisk. Jeg er en dyrenes ven. Jeg fodrede på ulovlig vis en sagesløs kat hver aften på hotellet, fordi den ikke skulle sulte, men jeg er ikke fiskefan. Jeg har det med fisk, som jeg går ud fra, at mange mennesker har det med kakerlakker. Åh. Men jeg hoppede i. Og det var jo så vanvittigt smukt at man ikke fatter en hat. Guiden var så god og sød, og spurgte om hun skulle vise os de gode steder, så vi fulgte efter hende. Efter en 30 minutter går jeg i en form for moderat panik, da en relativt stor zebra-farvet fisk har kurs lige mod mig. Jeg ter mig som et bette barn. Jeg prøver at sprøjte med vand, lave strøm med mine arme, så den svømmer en anden vej. Lige meget hjælper det. Svinet er på vej, og det ændrer ikke retning. Jeg plasker febrilsk videre og svømmer så hårdt, jeg kan VÆK fra zebraen. Det resulterer i, at jeg naturligvis glemmer alt om snorklens begrænsninger og på fornemste facon, får jeg snorklen helt under vand, mens jeg tager en dejlig, dyb indånding. Saltvandet skyller ned i mig, som kaffen havde gjort det tidligere, men meget mere ukontrolleret end kaffen, vil jeg sige. Jeg påbegynder med al selvfølgelighed det største hosteanfald, jeg har igangsat i 2019. Nu husker du på, at jeg har dykkermaske på, svømmefødder, en bikini der er bundet lidt for løst om hoften, og jeg befinder mig vel på en 4-5 meters dybt vand. Jeg træder vande helt lige så ukontrolleret, som vandet blev indtaget, fægter med arme, frygter for zebraer og hoster både kaffe og saltvand op. En sand sylfide. Fandeme yndig og royal. Guiden er der selvfølgelig med det samme og tilbyder sin hjælp. Jeg får fremstemmet, at dykkerturen måske er slut nu for mit vedkommende. Hun var meget sympatisk og sagde at det var selvfølgelig bare i orden og satte kurs mod vores båd. Jeg kan altså ikke klandre hende, hvis hun har tænkt: “Ja, selvfølgelig er den slut, din idiot, du har jo ingenlunde styr på hverken indtagelse af saltvand eller motorik?”

    Jeg er så glad for, at jeg gjorde det. Det var den smukkeste oplevelse og jeg var ret meget oppe at køre over, at jeg overskred en fjollet fiskegrænse, jeg havde stillet op i mit hovede. Det var virkelig smukt, og jeg ville gøre det igen, hvis jeg fik chancen.

    Indlægget fortsætter efter billeder.

    Jeg havde brug for den her ferie. Min skiferie var lidt af et levende mareridt, med en mor der blev totalskadet efter 45 minutter. Min vinter bestod mest af alt af stress over at skrive bachelor, og min jul handlede overvejende om det samme. Jeg havde sgu brug for at ligge på en solseng og føle mig lidt royal. Og jeg er pissehamrende glad for, at det netop var Atlantis Rejser, der sørgede for det. For jeg tror ikke jeg kunne ha’ fået en bedre genopladning, end den jeg fik.

    Jeg havde været der i cirka tre kvarter, da jeg fortalte Lasse at vi MÅ besøge stedet sammen, fordi det var så skønt. Og det står jeg ved. Så snart han kan tage en ferie, er vi strøget ned til selvsamme hotel. Og ud til selvsamme koraller og zebrafisk. Jeg gør det samme med Nadia. Når jeg er et dejligt sted med Lasse, siger jeg altid til hende, når jeg kommer hjem, at vi bare SKAL derhen sammen. Det er måske lidt underligt, og nogen vil mene at det betyder, at jeg ikke nyder oplevelsen med den, jeg er afsted med. Det betyder det ikke. Det betyder, at både Nadia og Lasse er to af de aller vigtigste mennesker for mig, og alt det gode jeg oplever, er noget jeg gerne vil opleve med dem. Begge to. Den her Egypten-rejse er jeg lykkelig over at have oplevet med Nadia, for jeg kunne ikke ha’ drømt om en bedre ferie. TAK, Atlantis Rejser.

    I kan tjekke hotellet ud her, hvis i selv vil ned og føle jer lidt

  • Rejselyfe

    Sådan fuckede jeg up i Kina.

    Jeg tænker det er right about time, at jeg får fortalt lidt om vores Shanghai tur. Og hvad er mere oplagt, end at berette om turen gennem alle de fuck ups…

  • Beautylyfe Hverdagslyfe Rejselyfe

    About my boobs.

      Indeholder reklame Jeg er på rigtig mange måder det man vil kalde lettere uinteresseret i modebranchen. Jeg kan ikke fremmane særlig mange holdninger til den, faktisk. Udover at jeg selvfølgelig…

  • Rejselyfe

    Sex do’s and don’ts i Barcelona

    Hvis du sidder som læser, og tænker ”ehm, jeg fulgte med på din instagram, da du var i Barcelona i sidste uge, du var fuld hele tiden, hvorfor skal jeg lytte…